MCADD-foreningens vedtægter

Navn og formål
§ 1. Foreningens navn er MCADD-foreningen.
Foreningen har hjemsted under den til enhver tid siddende formands adresse.
§ 2. Foreningens formål er:
• At yde støtte til personer med MCADD og deres pårørende i form af information, støtte og faglig rådgivning om MCADD, så de ser, at man kan få et godt og velfungerende liv.
• At informere og oplyse om MCADD, så kendskabet til MCADD udbredes alment, især blandt læger og andet hospitalspersonale til gavn for alle.
• At medvirke til at sikre højeste kvalitet i organisationen af diagnostik, behandling, forskning og erfaringsopsamling.
• At virke for, at behandlingen får en udformning, som passer specielt til personer med MCADD.
• At MCADD-foreningens erfaringer integreres i håndtering af personer med MCADD.
• At støtte personer med MCADD og deres pårørende gennem personlige kontakter og
sammenkomster, hvor udveksling af erfaringer og nyheder inden for sygdomsområdet kan formidles.
• At samarbejde med tilsvarende udenlandske foreninger.
• At danne ramme for at andre små grupper af personer med fedtforbrændingsdefekter kan danne netværk via MCADD-foreningen.
 
Medlemskab og kontingent
§ 3. Som medlemmer af MCADD-foreningen kan optages enhver, der ønsker det, såvel personer, familier som firmaer, institutioner, kommuner og foreninger. Hver person, familie, firma, institution, kommune eller forening er medlem ved betalt kontingent.
§ 4. Kontingentets størrelse fastsættes af generalforsamlingen. Kontingentet gælder 1 år, fra 1. januar til 31. december. Ved indmeldelse i årets løb betales fuldt kontingentet. Udmeldelse sker med 1 måneds varsel.
Indbetalt kontingent tilbagebetales ikke ved udmeldelse.
 
Generalforsamling
§ 5. Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.
§ 6. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år efter forudgående varsel på 1 måned til hvert medlem med angivelse af dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter bestyrelsens skøn eller efter krav fra mindst 1/3 af medlemmerne. Begrundet indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 2 ugers varsel og senest 2 måneder efter, at kravet er fremkommet til bestyrelsen.
På generalforsamlingen har alle personlige medlemmer (dvs. personer eller familier), som er fyldt 18 år, én stemme, hvis medlemmet har betalt kontingent (stemmeretten tager udgangspunkt i § 3). Alle afstemninger afgøres ved almindelig stemmeflertal. Der kan stemmes ved fuldmagt, dog højst med 2 pr. fremmødte person. Vedtægtsændringer kræver 2/3 majoritet af de fremmødte. Forslaget skal fremgå af dagsordenen.
Til bestyrelsen kan kun vælges personer, med personligt medlemskab af foreningen, og som er fyldt 18 år. (max. en person pr. familie).
§ 7. Dagsorden. Den ordinære generalforsamling skal indeholde flg. Punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Valg af Referent
3. Formandens beretning fremlægges.
4. Aflæggelse af det reviderede regnskab.
5. Fremlæggelse af bestyrelsens forslag til aktiviteter samt et skønsmæssigt budget for det
kommende år.
6. Indkomne forslag, der skal være bestyrelsen i hænde senest 4 uger før generalforsamlingen.
7. Fastsættelse af kontingent.
8. Valg af formand / kasser
9. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleant.
10. Valg af 1 revisor og 1 suppleant.
11. Eventuelt.

Bestyrelse og fagråd
§ 8. Foreningens daglige ledelse varetages af bestyrelsen, som består af formanden, kassereren og 1 eller 3 bestyrelsesmedlemmer. Derudover vælges 2 suppleanter.
Formand og kasserer vælges direkte. De øvrige valgte bestyrelsesmedlemmers opgaver fordeles på førstkommende bestyrelsesmøde.
Formanden og 1 bestyrelsesmedlem vælges på ulige årstal.
Kassereren og 2 bestyrelsesmedlemmer vælges på lige årstal.
Der afgår 1 suppleant hvert år.
Genvalg kan finde sted.
Der udarbejdes og arkiveres referat fra alle møder. Referaterne fra bestyrelsesmøderne forelægges til godkendelse ved det efterfølgende bestyrelsesmøde. Bestyrelsen har bemyndigelse til at etablere fagråd og udvalg. Fagråd og udvalg skal bistå foreningens arbejde.

Bidrag
§ 9. Foreningen kan modtage bidrag af enhver art, herunder offentlige tilskud og testamentariske gaver (arv).
Regnskab
§ 10. Foreningens regnskab følger kalenderåret. Foreningens regnskab føres af kassereren og revideres af den på generalforsamlingen valgte revisor.
§ 11. I sager af økonomisk karakter herunder også regnskab fra tilskudspuljer, tegner formanden og kasserer i forening med ét andet bestyrelsesmedlem. Bestyrelsen kan antage lønnet medhjælp og give begrænset fuldmagt på bestyrelsens ansvar. Bestyrelsens afgørelser sker ved almindelig stemmeflertal blandt bestyrelsens medlemmer.

Opløsning
§ 12. Foreningens opløsning kan kun ske hvis det vedtages på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger efter reglerne om vedtægtsændringer – eksempelvis en ordinær generalforsamling fulgt af en ekstraordinær generalforsamling i samme kalenderår.
I tilfælde af foreningens opløsning tilfalder foreningens midler, efter generalforsamlingens bestemmelse, en dansk forening med et beslægtet formål, eller der oprettes legat for personer med MCADD.
MCADD-foreningen