Vi tager MCADD alvorligt og overholder reglerne for kost og faste. Men samtidig er det jo i de fleste familier også blevet helt almindelig hverdag. Når man kigger på MCADD-børn, kigger man jo – for de allerflestes vedkommende – på børn, som gør alt det “de skal”: De vokser, leger, bliver sure, synger, spiser aftensmad, vil ikke sove, griner, får gode venner og hælder mælk ud over det hele. Og det er jo beroligende!