Som forældre til et barn med MCADD skal man være god til at vurdere, hvad mad består af. De vigtigste to ting at holde øje med er fedt og kulhydrater.  Man skal sørge for, at max. 30 % af energien i kosten består af fedt, mens man skal sørge for, at MCADD-børn får kulhydrater med jævne mellemrum. Alle måltider bør for MCADD-børn indeholde enten ris, pasta, gryn, kartofler eller brød. Det er ved akut sygdom specielt vigtigt at være opmærksom på, at barnet får virkelig mange kulhydrater og en minimal mængde fedt.

Læs folderen “Mad til patienter med MCADD” fra Rigshospitalet.

Max. 30 fedtenergiprocent i kosten
Fedt er en vigtig byggesten for kroppen og vor vigtigste energikilde – også for MCADD-patienter. Man kan absolut ikke undvære fedt. Man skal bare ikke have for meget, og man skal også helst have den rigtige sammensætning.

For MCADD-børn gælder de samme anbefalinger som for alle andre: Max. 30 % af energien i kosten bør stamme fra fedt. 

NB: Læg mærke til, at der er forskel på fedtprocent og fedtenergiprocent i kost.

Ellers bør man spise varieret og blot være bevidst om, at det kan have konsekvenser at leve alt for fedt, når man har MCADD.

Der findes utroligt mange råd om at skære ned på fedtet i kosten. Her er blot et enkelt eksempel: Råd om at skære ned på fedtet i artikel fra Netdoktor.

Vær dog også opmærksom på, at fedt er en nødvendighed for alle mennesker, især for børn, mens de vokser, så sigt på en fedtenergiprocent på mellem 20 og 30.

Vi gentager lige: Læg mærke til, at fedtenergiprocent ikke er det samme som kostens fedtprocent. Det er kostens fedtprocent, du kan læse på emballagens skema over næringsindhold Fedtenergiprocent kan man fx beregne her: http://www.orkan.dk/opskrifter/andet/raad/fedtenergiprocent.html

Hvad er kulhydrater?
Kulhydrater er, sammen med fedt og protein, en af kostens grundlæggende bestanddele. Kulhydrat er sukkerstoffer. Kulhydrater er nødvendige for, at kroppens energistofskifte kan fungere optimalt.

Man taler også om simple og komplekse kulhydrater. Jo mere simpelt et kulhydrat er opbygget jo hurtigere bliver det nedbrudt og optaget i kroppen. De simple kulhydrater kalder man også de “hurtige” og de komplekse “langsomme”, da det rent biokemisk tager længere tid at nedbryde og optage komplekse kulhydrater. Det er også derfor, man bliver hurtigere sulten igen, hvis man spiser chokolade, der indeholder flere af de hurtige kulhydrater, end hvis man spiser kartofler.

De komplekse kulhydrater findes i grønsager, i nogle frugter, i ris, gryn, korn, kartofler og pasta. De mere simple kulhydrater er sukker og ikke så meget andet.

Forklaringen er en forkortet form af artikel fra Netdoktor.